Vroom Vroom

Fandt lige dette indlæg  fra Marts som jeg ikke fik udgivet.

Ja lidt sker der her i det stille Smørum. En bil hver anden uge blev til en bil fuld tid.... min første egen bil. Der er jo dem der drømmer om en cabriolet, dem der drømmer om en stor subwoofer i bagagerummet, dem der drømmer om lir og små detaljer, men kort og godt så drømte jeg bare om en bil der starter hver gang og som ikke flår foret ud af lommen, for i bund og grund synes jeg biler er en stor kilde til udgifter. Det blev så en lille skoda, delvist drevet af den manglende interesse for at prøvekøre en million forskellige biler og en skoda ved man jo hvad er, den gamle kørte fint de 8,5 år vi havde fornøjelsen af den.
Så farvel "snøft" til min første delebil og "hello" til egne 4 hjul, med rat og ikke mindst fartpilot.

og jeg nyder den stadig :-)

Kirsebærvangen here we comes

Boligsøgningen er ovre og jeg kan nu se frem til at 106 m2 fordelt på to plan i Kirsebærvangen lige ved siden af skolen. Et værelse til os hver, et badekar, et skur til værktøj og julepynt, egen græsplæne og terrasse og med det også en masse træværk der skal males:-) Jeg glæder mig. Det bliver skønt at få mit eget og noget som ikke bare er midlertidigt.
Sikke en masse ting der skal tages stilling til. Advokat, bank, udbetaling, hvordan vil du låne de resterende alt for mange penge? flex eller obligation? hvis bare jeg kunne spå så var det jo ingen sag at tage stilling til det.
Men med boligen på plads så er det tid til at vænne sig af med lige at runde "boliga" hver morgen for at se om der er kommet nogle nye rækkehuse til salg. Sikken meget tid jeg pludselig må få. Det er nærmest blevet til fast morgenrutine, men da jeg ikke påtænker at skulle flytte de næste 20 år så giver det jo ingen værdi at kigge på andre boliger.

Sommerferien er lige om hjørnet, det finder sommervejret vel også snart ud af. Vores ferie starter allerede om en lille uge med en forhåbentlig dejlig tur til Sverige i solskin.......be be...Det bliver dejligt at komme lidt væk fra hverdagens tommerum, ikke fordi hverdagen ikke også er dejlig, men dagene flyver bare for hurtigt afsted i en kamp om at nå både lektier, hygge, mad, madpakker og arbejde. og så er en af mine spidskompetencer nok at lave alt for mange aftaler som også lige skal passes ind. Så et par uger med begrænset program er kærkomne.
Ha en dejlig søndag

Det blev så nummer 100

Det er så længe siden jeg sidst har skrevet at jeg næsten havde glemt bloggen og nu ser jeg det næste indlæg bliver nummer 100. 100 små historier, billeder eller glimt fra vores hverdag, der jo har ændret sig en del gennem årene. Nogle ændringer til det bedre, nogle til det modsatte men alle ændringer som har bragt noget med sig, en del af vores hverdag, vores liv; et grin, et smil, en tåre, en leg, en drøm og en realitetssans.
Det med realitetssansen kommer nok til udtryk i øjeblikket, hvor jeg egentllig gerne vil skifte lejligheden ud med en fast bolig, men hvor drømme ikke helt står mål med virkeligheden......altså realitetssansen.
Det underfundige ved bolig kiggeri er alle de timer man kan bruge på at kigge på det man ikke skal have og så den evindelige, hvis du lige poster 100.000 mere ind i budgettet, så kan du få det her.....hvis du lige poster 100.000 mere ind i budgettet, så kan du få det her.....hvis du lige poster 100.000 mere ind i budgettet, så kan du få det her..... det skal man ikke gøre særlig mange gange før det bliver forholdsvis urealistisk......
Af og til tænker jeg at vi skulle blive boende, så vil der stadig være drømmen om et skønt hus med egen have, kvadradmeter nok til at vi alle tre kunne få et værelse, tæt på offentlig transport, tæt på skolen og selvfølgelig tæt på naturen i samme øjemed. Meeeen når så støvsugeren falder ned af værktøjskassen. Tørrestativet, der ellers står plantet i stuen med tøj til tørre halvdelen af tiden, vælter julekassen osv. så er det jeg tænker på den der bolig med et loft/kælderrum og mulighed for at hænge tøjet op udenfor ville være skønt at få fingre i.
Andreas snakker fra tid til anden om at han gerne vil flytte i hus igen. tænker han drømmer om værkstedet, hvilket nok ikke står øverst på den realistiske bolig liste. Asta er mest lige glad, selvom hun gerne vil have sit eget værelse, det har veninderne jo. Begge vil gerne have et toilet mere da de altid skal bruge toilettet samtidig, men ellers lader de sig ikke mærke af at det nu hedder 90 m2 lejlighed istedet for 180 m2 hus.
Så alt i alt så går det vel meget godt her i Smørum

sol og sommer

Man siger at hunden ligner sin ejer, gad vide om det samme gælder for lejligheder?

Det bliver vel en hyggeligt Christina hule en dag, selvom den lige nu godt nok emmer af tomhed.
Man siger at hunden ligner sin ejer, gad vide om det samme gælder for lejligheder?

Jeg har måtte høre en del for at folk jo ikke har set lejligheden, tja, der er ikke så meget at se og det er ikke så spændende at have gæster i en meget tom lejligheden. Jeg glæder mig til huset er solgt og vi kan få delt møblerne så man har en ide om hvad man har og hvad man mangler.

Men udsigten ud fra terassen er fantastisk og jeg glæder mig til det bliver lidt lunere så jeg kan sidde og nyde min aftensmad på terassen. lige nu er det lidt køligt.

 

God grant me the serenity to accept the things I cannot change, the courage to change the things I can, and the wisdom to know the difference.

"God grant me the serenity to accept the things I cannot change, the courage to change the things I can, and the wisdom to know the difference." et citat fra Reinhold Niebuhr som meget godt beskriver min målsætning lige nu.

Jeg har vel egentligt mest lyst til at skrive en masse frustrationer ud. Frustrationer over at jeg har været så naiv. Frustrationer over at jeg ikke var i stand til at redde det mens tid var. Frustrationer over at jeg lod det hele handle om arbejde, syge børn og en stram kalender for at få familie og vennebesøg til at gå op. Frustrattioner over at han ikke gad at arbejde for det vi havde sammen. Tvivl om jeg kunne have set det noget før. Frustrationer over at man nu ikke længere skal nyde de gode ting ved et parskab og kun får alle irritationsmomenterne. Frustrationer og sorg over ikke at være så unik som jeg jo gerne vil være.

Frygt for hvordan fremtiden udformer sig. Frygt for tomheden, når man mister sin bedste ven. Fortvivlelse over alle de beslutninger som man pludselig skal være alene om. Frygt for om man overhovedet er den rette for nogen….og om nogen er den rette for mig. Frygt for når vi ikke længere syntes at børnenes base skal være i Smørum. Frygt for konflikter. Frygt for økonomien.

- og dog så nytter det jo alligevel ikke noget og gør nok blot det hele værre, så i stedet vil jeg skrive lidt om vores hverdag nu og her. For mellem en del sorte huller så er der bestemt også lyspunkter.

Tid til at være  christina for christinas skyld. Tid til at løbe en tur og nyde at Smørum er et fantastisk sted. Tid til at tage til kaffeslaffenras uden at føle at man har forladt de andre eller "skylder" dem. Tid til at sidde med symaskinen, strikketøjet i hvert fald den ene af ugerne. Den anden uge forsøger man så at nyde børnene mest muligt, mens man forsøger at presse vasketøj, rengøring, madpakker mm. ind mellem putningen og sengetid. Jeg ved ikke hvor mange fredag og lørdage aftener jeg har gjort rent. Damn hvor jeg glæder mig til vi ikke længere skal have et ”hver dag præsentabelt” hus til salg. jeg glæder mig til det ikke er mit problem om vinduerne er pudsede, bedene lugede osv eller at jeg i hvert fald ville kunne gøre det de uger hvor jeg ikke har børnene.

Jeg skiftede ved nytår jobbet i Hørsholm ud til fordel for et lignende job i Måløv. Det er fantastisk at tage cyklen på arbejde. At vide at der ikke er uhensigtsmæssigt meget trafik som man skulle have haft taget højde for. Det er spændende at se en anden virksomhed og måde at gøre tingene på, selvom grundprincipperne er ens så er det jo små forskelle, nuancer og fortolkninger.

Men samtidig er det også lidt svært at have skiftet en masse fantastiske kolleger, som netop kunne have været brugt til privat sparring ud med en masse sandsynligvis ligeså dejlige mennesker, men hvor jeg bare ikke lige har fundet den jeg f.eks kan snakke om indkøb af møbler, om tøjet klæ´r mig eller frustrationer over små dagligdagsting med.  At være ny og skulle bevise sit værd i stedet for at kunne læne sig op af sit renomé.

Andreas og Asta tager det hele meget pænt alt taget i betragtning. Og efter en hård prøvelse at komme igennem de første måneder alene, så syntes jeg efterhånden også at der er hyggelige stunder, hvor Andreas ikke straffer mig , men i stedet nyder det vi laver sammen. Efter at have skåret ca. 5 timers transport af hver uge, så er der blevet mere luft til også at sidde og spille spil i hverdagene eller have børnene med i køkkenet og det kan mærkes.

Andreas startede i efteråret i skole og er vældig interesseret i både bogstaver og matematik. Han regner på fuld tryk godt hjulpet på vej af diverse apps til ipaden. Han er begyndt at gå meget op i hvilken mad, der er sundt og usundt. Hvilket fik ham til at tænke på at når han fik børn, så duede det jo ikke at de besøgte mormor for tit, så ville de jo bare få alt for meget slik. Det fik et smil frem på smilebåndet.

Asta, snakker som et vandfald (altså når hun kan få et ord indført for den altid snakkende storebror)og er en lille opfindsom pige med en meget stor personlighed. Nogle gange lidt større end tålmodigheden kan rumme. Ergo kommer Asta ikke sjældent i børnehave med både bukser og nederdel, og en absolut ikke matchene trøje, fordi hun lige selv har ændret lidt på det tøj som moderen havde forestillet sig hun skulle have på. Efterhånden har Asta godt styr på løbecyklen, så jeg håber at hun kommer over på den rigtige cykel her til sommer, hun skal bare lige vokse en cm eller to.

og så må jeg se at finde ud af at få uploaded billeder fra telefonen til bloggen.

bare fordi jeg ikke kan lade være med at dele