åbent hjem

...en speciel men nødvendig oplevelse.
ja vi har sat vores 65 m2 til salg og her til aften har vi haft vores første åbne hjem. Martin lod i timerne op til (der hvor jeg febrilsk for rundt med en støvklud og en skuresvamp alt imens jeg havde beordret Martin at tage opvasken af tallerkner og glas fra imorges) mig vide at der med alt sandsynlighed ingen ville komme og jeg i særdeleshed skulle slappe af.
kl 18 havde vi officielt åbent hus omend dørklokken var musestille, men kl 18:15 kom der besøg af en meget positiv kvinde, der søgte en intern flytning. Det er jo lidt specielt med en fremmed der gå rundt og kigger i ens hjem, men hun virkede meget sød og positiv og lod os vide at hun da nok var interesseret. Det er jo næsten for godt til at være sandt. Så selvom halvdelen af kroppen mest af alt har lyst til at løbe rundt med armene over hovedet, ringe til nær og fjern, så tør vi næsten ikke håbe at det er sandt. vi må tålmodigt afvente foreneningens dom på fredag, hvor interne flytninger har ansøgningsfrist. .......vente...vente ....vente
det ville jo være lækkert at slippe for at skulle ud til ejendomsmægler, den blå avis, opslag hist og her osv. og selvom dagens åben hus var en positiv oplevelse, så vil jeg være fint tilfreds med ikke at skulle gentage seancen flere gange. vente vente vente

Nu sidder jeg så musestille i sofaen og venter venter venter. Martin er til fodbold (læs: godt det ikke er mig), Andreas ligger fint og sover og jeg burde velsagtens finde arbejdscomputeren frem, men nej hvad hjælper det når hele kroppen skriger " solgt, ikke solgt, solgt"

Fortsættelse følger...

whuuuiii det går hurtigt

Vi har måske også haft nogle godt fyldte uger på det sidste, men tiden er i hvert fald forsvundet som med et enkelt blink.
Der har været tid til en tur i Zoo, besøg af tøseklubben, besøg af studieveninderne, lagersalg, besøg af Maria, Niels og fætteren, besøg af Gro, forældremøde, fødselsdagseftermiddag og ja så har der været tid til at få lejligheden "vurderet" af foreningens synsmand. Sidstnævnte har jeg jo glædet mig til de sidste 2 år omend jeg da må indrømme at det var lidt underligt at gå at vente på hans besøg onsdag morgen. Det er jo nærmest som en slags eksamen, men en af dem der bare skal overstås. Nu er lejligheden så officielt til salg og vi håber at der hurtigt er en køber der fatter interesse. For hvor vil det da være dejligt hvis vi kunne købe det hus vi har set og hvor vil det da være dejligt hvis vi kunne nå at nyde sommeren med egen have.
Andreas kunne også sagtens bruge lidt mere plads. I weekenden ville han ikke med ind efter 45 minutters boldspil i gården, men gab hvor moren kedede sig, alt imens hun undrede sig over hvor alle de andre børn dog var henne. Så at bo i lejlighed er ikke enbetydende med at der er andre børn man kan lege med, i hvert fald ikke om vinteren.

Man må overraskes

I øjeblikket går Andreas og jeg til "Musik, leg og bevægelse" hver mandag. Vi startede efter vinterferien og har nu været afsted to gange af 45 minutters varighed. Læren er en meget pædagogisk og energisk kvinde, som synger, trommer og danser uden stop de 45 minutter. Faktisk gør hun alt for at børnene skal synes, det er spændende og sjovt, men lige meget hjælper det Andreas. Andreas er absolut en af de mere tilbageholdende børn i forsamlingen, faktisk så kan han ikke rigtig så meget andet end at hænge i sin mors bukser og holde sin mor i hånden. Alt imens den anden hånd er begravet dybt inde i munden. At Andreas synes at læren er spændende, det er jeg ikke i tvivl om, han ved altid hvor hun er. Men han laver ikke nogle af de ting hun siger børnene skal. Når der skal løbes, kan Andreas knap nok gå. Når der skal klappes, kigger han kun på. Når man skal strække sig sidder han og griner. Når der skal hoppes og danses så er hans fødder limet til gulvet. Kun når der kommer hoppebolde eller sæbebobler på banen kan man tø lidt op, for det er dog for fristende.
Men pludselig herhjemme begynder drengen at hoppe rundt og danse, hvorefter han ligger sig på ryggen og sparker med benene akkurat som læren forsøgte at få ham til igår. Ja drengen kan faktisk ikke holde op igen og hopper rundt i lang tid, mens undertegnede jo må indrømme at hun blev noget overrasket. Min dreng kan simpelthen hoppe på to ben, det må han jo til trods for sin manglende deltagelse alligevel have taget med hjem fra gårdsdagens legetime på Frederiksberg.
Idag er man en stolt mor :-)