"God grant me the serenity to accept the things I
cannot change, the courage to change the things I can, and the wisdom to know
the difference." et citat fra Reinhold Niebuhr som meget godt beskriver
min målsætning lige nu.
Jeg har vel egentligt mest lyst til at skrive en masse
frustrationer ud. Frustrationer over at jeg har været så naiv. Frustrationer
over at jeg ikke var i stand til at redde det mens tid var. Frustrationer over
at jeg lod det hele handle om arbejde, syge børn og en stram kalender for at få
familie og vennebesøg til at gå op. Frustrattioner over at han ikke gad at arbejde for det vi havde sammen. Tvivl om jeg kunne have set det noget før. Frustrationer
over at man nu ikke længere skal nyde de gode ting ved et parskab og kun får
alle irritationsmomenterne. Frustrationer og sorg over ikke at være så unik som
jeg jo gerne vil være.
Frygt for hvordan fremtiden udformer sig. Frygt for tomheden, når man mister sin bedste ven. Fortvivlelse over alle de beslutninger som man pludselig skal være alene om. Frygt for om man overhovedet er den rette for nogen….og om nogen er den rette for mig. Frygt for når vi ikke længere syntes at børnenes base skal være i Smørum. Frygt for konflikter. Frygt for økonomien.
- og dog så nytter det jo alligevel ikke noget og gør nok
blot det hele værre, så i stedet vil jeg skrive lidt om vores hverdag nu og her.
For mellem en del sorte huller så er der bestemt også lyspunkter.
Tid til at være
christina for christinas skyld. Tid til at løbe en tur og nyde at Smørum
er et fantastisk sted. Tid til at tage til kaffeslaffenras uden at føle at man
har forladt de andre eller "skylder" dem. Tid til at sidde med symaskinen, strikketøjet i hvert
fald den ene af ugerne. Den anden uge forsøger man så at nyde børnene mest
muligt, mens man forsøger at presse vasketøj, rengøring, madpakker mm. ind
mellem putningen og sengetid. Jeg ved ikke hvor mange fredag og lørdage aftener
jeg har gjort rent. Damn hvor jeg glæder mig til vi ikke længere skal have et ”hver
dag præsentabelt” hus til salg. jeg glæder mig til det ikke er mit problem om vinduerne er pudsede, bedene lugede osv eller at jeg i hvert fald ville kunne gøre det de uger hvor jeg ikke har børnene.
Jeg skiftede ved nytår jobbet i Hørsholm ud til fordel for
et lignende job i Måløv. Det er fantastisk at tage cyklen på arbejde. At vide
at der ikke er uhensigtsmæssigt meget trafik som man skulle have haft taget
højde for. Det er spændende at se en anden virksomhed og måde at gøre tingene
på, selvom grundprincipperne er ens så er det jo små forskelle, nuancer og fortolkninger.
Men samtidig er det også lidt svært at have skiftet en masse
fantastiske kolleger, som netop kunne have været brugt til privat sparring ud
med en masse sandsynligvis ligeså dejlige mennesker, men hvor jeg bare ikke
lige har fundet den jeg f.eks kan snakke om indkøb af møbler, om tøjet klæ´r mig eller
frustrationer over små dagligdagsting med.
At være ny og skulle bevise sit værd i stedet for at kunne læne sig op af sit renomé.
Andreas og Asta tager det hele meget pænt alt taget i
betragtning. Og efter en hård prøvelse at komme igennem de første måneder
alene, så syntes jeg efterhånden også at der er hyggelige stunder, hvor Andreas
ikke straffer mig , men i stedet nyder det vi laver sammen. Efter at have skåret ca. 5 timers transport af hver uge, så
er der blevet mere luft til også at sidde og spille spil i hverdagene eller
have børnene med i køkkenet og det kan mærkes.
Andreas startede i efteråret i skole og er vældig
interesseret i både bogstaver og matematik. Han regner på fuld tryk godt
hjulpet på vej af diverse apps til ipaden. Han er begyndt at gå meget op i hvilken
mad, der er sundt og usundt. Hvilket fik ham til at tænke på at når han fik
børn, så duede det jo ikke at de besøgte mormor for tit, så ville de jo bare få
alt for meget slik. Det fik et smil frem på smilebåndet.
Asta, snakker som et vandfald (altså når hun kan få et ord indført for den altid snakkende storebror)og er en lille opfindsom pige
med en meget stor personlighed. Nogle gange lidt større end tålmodigheden kan
rumme. Ergo kommer Asta ikke sjældent i børnehave med både bukser og nederdel,
og en absolut ikke matchene trøje, fordi hun lige selv har ændret lidt på det
tøj som moderen havde forestillet sig hun skulle have på. Efterhånden har Asta
godt styr på løbecyklen, så jeg håber at hun kommer over på den rigtige cykel
her til sommer, hun skal bare lige vokse en cm eller to.
og så må jeg se at finde ud af at få uploaded billeder fra telefonen til bloggen.
